
Universitetskoret Lille MUKO har de sidste 45 år været i stand til at holde sig på toppen af dansk korliv, hvilket først og fremmest skyldes de fire dirigenter, som har stået i spidsen for koret: Poul Jørgensen, Tamás Vetö, Kaare Hansen og Jesper Grove Jørgensen.
Disse fire dirigenter har på yderst professionel vis lagt vægt på det musikalske udtryk og den fortolkning af korlitteraturen, som Lille MUKO er blevet så berømmet for. Dette gælder ikke mindst den lyriske og inderlige fortolkning af danske sange, der er blevet korets varemærke, og som er en fast bestanddel af korets koncertrepertoire.
Det er vigtigt for koret at være alsidigt og musikalsk vidtfavnende; korets virke og repertoire spænder således fra klassiske a cappella koncerter, over store værker for kor og orkester, til uropførelser af eksperimenterende dansk musik.
Koret har et højt aktivitetsniveau og holder mange koncerter i Danmark. Herudover turnerer koret årligt i udlandet og gør sig positivt bemærket ved festivaler og korkonkurrencer, hvilket fremmer kendskabet til dansk kormusik verden over. På disse turneer har Lille MUKO vundet adskillige priser - en pris koret er særlig stolt over er førstepladsen "The Silver Rose Bowl" vundet ved European Broadcast Unions "Let the Peoples Sing".
Universitetskoret Lille MUKO har gennem årene indspillet en række CD'er, der afspejler korets varierende repertoire og som jævnligt høres i dansk radio. Fire af korets CD-indspilninger har fået særlig opmærksomhed efter at være blevet nomineret til en Dansk Grammy.