Universitetskoret Lille MUKO

Korets dirigent: Ole Faurschou


Debuteret fra kordirigentklassen ved DKDM hos professor Dan-Olof Stenlund, samt som orkesterdirigent fra Universität für Musik und darstellende Kunst Wien hos professor Uroš Lajovic.

Har dirigeret en lang række kor og orkestre i ind-og udland, bl.a. Aarhus Symfoniorkester, Operakoret ved Den Kongelige danske Opera, Den jyske operas kor og Kharkiv filharmoniske orkester i Ukraine, ‘Orkester Midt-Vest, ‘Operaen i Midten’ mf, samt stået bag utallige opførelser af messer og oratorier og turneret i det meste af Europa, i USA og Kina.

Har som dirigent for bl.a. Akademisk kor Århus, m.f. vundet talrige priser bl.a. ‘Grand Prix’ i Rom 2015, og ‘Best Conductor’ ved 8. internationale korfestival i Beijing.
Har desuden medvirket i TV og radioudsendelser til Danmark og Europa, samt repræsenteret Danmark ved den første EBU ‘Choral of the year’.

Flittigt benyttet som dommer og instruktør ved internationale konkurrencer, kurser og masterclasses.

Har som dirigent indspillet en lang række CD’er på bl.a. Naxos.

Underviser desuden på Danmarks Radios særlige talentskole, ‘Malko dirigentskolen’, og var i en årrække dirigent på Danmarks eneste orkesterefterskole i Holstebro.

Siden 2020 fast dirigent for Universitetskoret ‘Lille MUKO’ 2020, efter Jesper Grove.

Modtog i 2020 Arne Hammelboes rejselegat.




Korets dirigent indtil juli 2019

Dirigent Jesper Grove Jørgensen
Jesper Grove Jørgensen er kandidat i musikvidenskab fra Københavns Universitet og dirigent fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han debuterede med Tivolis Symfoniorkester i 1975 og har siden haft et omfattende virke som både kor- og orkesterdirigent.

Han har dirigeret samtlige danske professionelle orkestre og adskillige kor og orkestre i Norge, Sverige, Holland og England. I årene 1982 - 1989 var han fast dirigent og kunstnerisk leder af Randers Kammerorkester, og han har endvidere dirigeret talrige operette- og operaforestillinger ved Den Jyske Opera, Odense Teater og Aarhus Sommeropera.

Jesper Grove Jørgensen har gennem mange år undervist i kor- og ensembledirektion ved danske musikkonservatorier samt i Oslo og Tromsø og er en efterspurgt instruktør ved kor- og orkesterkurser. Han har desuden været jurymedlem ved internationale korkonkurrencer i det meste af Europa.

Gennem sit mangeårige samarbejde med korene ved Danmarks Radio og ikke mindst som dirigent for Lille MUKO har han især ydet en indsats for udbredelsen af dansk kormusik i ind- og udland. Den danske sang har altid stået centralt i hans virke som kordirigent. Hans og Lille MUKO's fortolkninger af dette rige repertoire har gennem sin særlige tone - præget især af et tekstnært musikalsk udtryk - gjort koret populært hos et bredt publikum i alle dele af Danmark.