Nyheder

Jul på Dansk

Universitetskoret Lille MUKO inviterer i år for 30. gang indenfor i Holmens Kirke sammen med dirigent Ole Faurschou til den traditionsrige og stemningsfyldte koncert ”Jul på Dansk” lørdag den 20. december med en koncert kl. 14 og kl. 17.

Koret byder sammen med solistparret Frederikke Kampmann, sopran, og Anders Kampmann, tenor, på julesange og -salmer, som både er danske og udenlandske – alle sunget på dansk i skønne arrangementer. Kor og solister ledsages af Tine Rehling på harpe, Eva Østergaard og Nikolaj von Scholten på tværfløjte og ikke mindst Jakob Lorentzen på orgel. Jakob Lorentzen er organist i Holmens Kirke og står for mange af arrangementerne for kor, solister og ensemble, som spilles og synges ved koncerterne.

For at markere 30-års jubilæet uropfører koret et værk skrevet til lejligheden af den kendte og elskede komponist Matti Borg med tekst af Celeste Borchorst Faurschou. I Matti og Celestes smukke samarbejde fletter musik og tekst sig sammen i et friskt pust, der markerer den traditionsrige koncerts mange års historie.

Julestemningen indfinder sig for alvor, når publikum inviteres ind i musikken med fællessalmerne, der får taget til at løfte sig, når alle synger med. Koncerten afsluttes med, at alle medvirkende ved alteret traditionen tro synger Dejlig er jorden i Jakob Lorentzens smukkeste arrangement. 

Koncerten ”Jul på Dansk” er igennem 30 år for mange blevet en tilbagevendende begivenhed, som opleves sammen med familie og venner som en del af juletraditionerne. For kor såvel som faste medvirkende er det ikke rigtig jul uden denne koncert i Holmens Kirkes smukke rammer.